Anders Lyng

Forside       Fremtiden       Udvikling       Fokus       Seniorpolitik       Kontakt

Menneske i forandringstider.........?

Mennesker har sikkert til alle tider sagt, at lige netop i deres levetid skete de største forandringer og nu kan der vist aldrig mere opstå så omfattende forandringer!
Det er vel en naturlig reaktion når man står overfor livssituationer på det individuelle- eller det samfundsmæssige plan, der rokker ved fundamentet for en tryg og stabil hverdag!
”Når forandringens vinde blæser bygger nogle læhegn, andre rejser vindmøller” siger et gammelt kinesisk udtryk. Det er vel hele essensen i måden at opleve forandringer på. Hvordan opleves forandringen af det enkelte menneske og hvordan absorberer et helt samfund den ny tids udfordringer? – Er reaktionen følelse af afmagt og opgivelse eller fremkalder situationen drivkraft til innovation og nyskabelse?
Selvom man til alle tider har fastslået, at nu vil man i fremtiden ikke mere opleve noget, der kan blive endnu mere udfordrende, vil jeg tillade mig at påstå, at kompleksiteten og omfanget af den udvikling vi i anden halvdel af det 20. århundrede og som fortsætter ind i dette århundrede, er af en karakter der ikke tidligere har udfordret os så omfattende i forståelsen af de individuelle, lokale og globale udfordringer.
Vi står ved en fler-dimensionel korsvej – krydsfelter hvor vi skal gøre op med traditioner og værdier vi hidtil ikke har antastet i samme omfang.
Vi står i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse og menneskets ret til at være til på egne præmisser kontra markedets krav om nytteværdien hos individet.
Samtidig lægger et andet krydsfelt sig ind over det første – nemlig spørgsmålet om individets selvforståelse i modsætning til behovet for at indgå i fællesskaber og det andet ben i dette krydsfelt: det lokale kontra de globale udfordringer.

Vejen fra tradition til fornyelse er vejen fra det kendte kulturelle adfærdsmønster og ind i en ukendt fremtid, der ikke fremstår med klare normer og veldefinerede adfærdsmønstre. Tværtimod betinger denne vandring en frasigelse af det kendte og ingen klar opfattelse eller forståelse af det nye og endnu ikke definerede.
Sådan har det altid været. Det er der intet nyt i og det er heller ikke nyt at man som menneske, i denne situation, oplever at noget forsvinder eller bliver taget fra os. Noget som vi først, når det er forsvundet, opdager vi ikke mere besidder, endsige kan få tilbage. Som Søren Kirkegård udtrykker det: ”Evigt ejes kun det tabte!” – Tab af tradition kan opleves som savn af noget væsentligt; men har vi først sagt farvel til det, der var en del af fundamentet, kan vi ikke mere vende tilbage til det. Spørgsmålet bliver så: Var det en rigtig vej eller mistede vi noget, der var vigtigt for os? – Svaret kan som regel kun gives retrospektivt – i ”bagklogskabens ulideligt skarpe lys” – men da er det forsent og vi må leve videre med bevidstheden om længslen efter det mistede.
Når tab af tradition sker hen over kort tid, er der større sandsynlighed for negative reaktionsmønstre og tilegnelse af det nye sker tilsvarende langsomt eller afvises helt. Denne afvisning kan komme til udtryk som et ønske om en tilbagevenden ( regression ) til noget tidligere – måske at gendanne en romantisk forestilling om det, der engang var! – Traditioner er dog ikke per automatik udelukkende af det gode. Traditioner kan også være dårlige vaner, uhensigtsmæssig adfærd og dogmatisk vanetænkning.
Tilsvarende med den anden linie i dette krydsfelt. Modstillingen mellem individets ret til at definere sig selv med de drømme, forventninger, følelser og værdier som det enkelte menneske bygger sit liv på. –
I modsætning til kravet om at tilfredsstille ønsket om nytteværdi. Begrebet ”nytteværdi” er som regel i modsætning til ”ret til at være”, da nytteværdi som regel udgår fra andres forventninger til individet. Forventninger der som oftest ikke er til den enkeltes åndelige berigelse men som andres, eller lad os nævne det ved det rigtige navn, markedets forventning om din nytteværdi for dem. En nytteværdi, der i sin grundform decimerer individet til at være forbruger og konsument. Eller i den uddannelsesmæssige kontekst der udvikler sig i disse år: Mennesket måles på faglige kompetencer fra første dag i børnehaveklassen og til den sidste dag på arbejdspladsen med begrebet ”livslang læring”, hvor nytteværdien måles på effektivitet og pris! – Som baggrund for dette begreb ligger menneskesynet, at det enkelte menneske aldrig bliver god nok, altid skal være på vej mod et mål, der defineres af andre!
Til forskel fra dette har vi i højskolen begrebet – Læring for livet, der i sin grundform betyder, at det enkelte menneske lærer for at forstå og begå sig i sit eget liv!

I det andet krydsfelt mellem individualisme – det fælles og det lokale kontra det globale,
gør de samme modstillinger sig gældende. Begge modstillinger er i de seneste år blevet stadig mere påtrængende.
Vores individkultur med det moderne menneskes selviscenesættelse konflikter med fællesskabets krav om deltagelse og synlighed. Tydeligst forklaret ved den ensomhed der opstår når det enkelte menneske ikke forstår at ”man kun er noget” i samværet med andre. Det er det fælles, der giver den enkelte identitet og accept eller i modsat fald - afvisning.
I forholdet – det lokale – kontra det globale – opleves på det lokale plan store strukturændringer, omorganiseringer og stordriftstænkning fremkaldt af de mellemnationale sammenhænge vi indgår i. - Men også provokeret af bevidstheden om at det globale billede indeholder flere væsentlige aktører og er mere nuanceret end vi for blot 20 år siden var vort verdensbillede.
Med denne indledning vil jeg beskrive det komplicerede puslespil, der sætter dagsorden for den generation, der blev født i 1948 og den generation, der blev født i 1968.
Hvilke betingelser fik disse 2 generationer som grundlæggende livsvilkår, hvordan har tilværelsen formet sig for disse og hvilke forestillinger gør de sig om det fortsatte liv?